Du er her

Havekalender - Januar

Tips til haven i januar

Gøremål i haven lige nu

  • Sørg for at vinterdække dine sarte planter.
  • Frostsikr dine havekrukker, så de ikke sprænger, hvis frosten kommer.
  • Spar på vejsaltet omkring hæk og planter, da det svider dem.
  • Læg foder ud til havens fugle og sørg for, at de har vand.
  • Giv stueplanterne et brusebad for at opveje den tørre luft indenfor.

 

Beskyt dine sarte planter mod frosten

Har du sarte planter i haven, er det vigtigt at huske vinterdækningen, når det bliver rigtig koldt.

Det kan f.eks. være sommerblomster, citrusplanter, roser og blomster i krukker.

Brug enten en fiberdug eller en omgang gran, som du lægger på jorden omkring de sarte planter. Overvej desuden, om nogle planter vil have bedst af at overvintre i drivhuset eller indendøre.

Tip: Har du juletræet liggende endnu, er det oplagt at genbruge det. Klip grenene af og læg dem over dine sarte planter og bede.

 

Frostsikr havekrukker

Har du havekrukker stående ude eller i drivhuset, skal du huske at frostsikre dem, så de ikke sprænger hvis / når frosten kommer.

Et godt tip er at hæve krukkerne fra jorden, så de ikke er direkte udsatte for underlagets hårde kulde og sørg for, at de står i læ for eventuel nedbør. 

Husk også de tomme krukker. Rengør dem grundigt for jord og stil dem på hovedet. Så mindsker du risikoen for ødelagte krukker.

 

Hold igen med vejsaltet

Er frosten kommet og skal du ud og salte, er det vigtigt, at du er opmærksom på havens planter. Vejsaltet er nemlig hård mod både hæk, blomster og græsplæne og kan gøre skade.

Strør du salt ud på terrasse, i indkørsel, på stier og fortov skal du derfor undgå at smide vejsaltet alt for tæt på planterne, hvis du vil sikre dig, at de skal stå smukt, grønne og sunde til sommer.

 

Fodr havens fugle

I øjeblikket er naturens spisekammer på sit laveste og det er derfor en god idé at hænge foder ud til fuglene i haven.

Tip: Fodr gerne fuglene om morgenen, hvor de desuden også er mest sultne. Chancen for at foderet bliver spist op i løbet af dagen er større og du minimerer derfor risikoen for skadedyr.

 

Giv stueplanterne et brusebad

I vinterperioden, hvor radiatorerne ofte står og buldrer, har luften det med at blive meget tør indenfor.

Vil du være god ved dine planter, er et god tip derfor at spraye bladene med en forstøver i ny og næ ved siden af den sædvanlige vanding - eller endnu bedre; giv dem et forfriskende bad!

Det fjerner eventuel støv fra bladene og gør det nemmere for dine elskede stueplanter at ånde.

Tip: Hvis dine planter står i plastikpotter, kan du nemt tage dem ud af deres krukker, ellers sørg for, at dine planter står i urtepotteskjulere med dræn, så den overskydende vand kan få lov til at rende fra igen.

Søgefelt